Debat: Et lukket netværk til eksamener
Bragt i Jyllands Posten Århus, 5. maj 2008
Af Jonas Dahl, Universitetsordfører (SF)
DET ER MED rette, at de studerende på Århus Universitet klager over eksamener, hvor eksaminanderne skal skrive i hånden. Universitetsledelsen kunne med fordel skæve til Københavns Universitets løsning af problemet.
Tester ikke kompetencer
Det kan ikke være rigtigt, at man i 2008 stadig er henvist til at skrive i hånden i forbindelse med noget så afgørende som en eksamen. Man tester ingen relevante kompetencer på den måde, og samtidig kan eksamensformen være hæmmende for udfoldelsen af de studerendes relevante kunnen.
Udover evnen til at skrive i hånden, er det eneste, der bliver testet ved eksamensformen, evnen til at strukturere sit stof på forhånd, inden den egentlige skriveproces.
Men denne kompetence er fuldstændig overflødig i en situation, hvor den færdige kandidat altid vil have et digitalt skriveprogram til rådighed for sit arbejde og dermed har muligheden for at redigere ubegrænset i teksten under skriveprocessen. Hvor mange virksomheder skriver i dag rapporter i hånden?
Lær af København
For at løse problemet kan Århus Universitet måske med fordel lade sig inspirere af den københavnske model, hvor 300 computere er fast opstillet i et lukket netværk, netop til eksamensformål. Med denne løsning fjernes hovedargumentet for de håndskrevne eksamener - muligheden for at kontrollere det datamateriale den studerende har til rådighed. Det er på tide, at rammerne for de århusianske studerende bliver bragt ind i det 21. århundrede.